CHRISTIAN KROHG:

Paa Isa paa Mjøsa

- De er selvfølgelig paa Veien til Gjøvik? spurgte min Ven Godseieren fra Toten. Jeg traf ham inde paa Victoria Hotel i Hamar.
    - Hvorfor selvfølgelig?
    - Skal kanske ikke Gjøvik have Lov til at svare paa Lillehammers Indlæg med Hensyn til jernbanespørgsmaalet?
    - Gjøvik har havt Ordet i «Verdens Gang» for et Aar siden og var dengang endog temmelig grov mod Lillehammer.
    - Ja, men der har ikke fundet nogen Aastedsbefaring Sted. Vi har ogsaa et Victoria Hotel derborte.
    - Ah! Men jeg maa først blive færdig med at studere jernbanestationsforholdene og fremtidige Centrumsmuligheder for Hamar.
    - Det gaar ikke an at vente paa det, saa blir Isa saa blaut som Smør. Jeg skal skydse Dem over nu med det samme.
    - Hvor blød er den nu da?
    - Jeg er da kommet levende over den idag, som De ser, og jeg er tung.
    - Jeg er ogsaa tung.
    - Aa, den holder nok - tænker jeg.
    - Der druknede en Mand idag.
    - Jeg ved det. Men det har ingenting at sige. Gjør Dem færdig naa bare! De behøver ingen Pels i denna Varmen, det er jo som midt paa Sommeren.
    - Men har ikke Varmen Indflydelse paa Isen?
    - Ja, det skal jeg forklare Dem, naar vi kommer udpaa. Jeg gik hen til Disken og betalte og spurgte med det samme Værten hemmeligt, om der var nogen Fare ved at kjøre over Isen.
    - Langtifra! sagde han.
    - Ja, men der druknede jo .
    - Ja, det har ingenting at sige. Der kjørte igjennem tre Slæder igaar inde i Bugten her ogsaa.
    - Har det heller ingenting at sige?
    - Ikke Spor. Isa er stærk nok den. 20 Tommer Staalis.
    - Ja, men .

* * *

 - Kom naa! brølte Godseieren. De behøver ikke aa være ræd!
    - Alle Gjæsterne i Kaféen saa op og smilte lidt haanligt af den Ængstelige Hovedstadsbeboer.
    - Ræd! raabte jeg. Jeg skulde jo bare betale.

* * *

Spidsslæden skurede henover Strandgaden. Jeg likte ikke det deilige Solskin og de bristefærdige Knopper paa Trærne i Haverne.
    - Det var bra, vi kom afsted saa tidlig paa Da'n, sagde Godseieren, for saa har ikke Sola ta't saa mye paa'n.
    - Jeg synes, det er svært varmt allerede nu.
    Idet vi fra Strandgaden under en af Broerne passerede ned paa Stranden, lagde jeg Mærke til en Plakat, hvorpaa der stod: Isen er ikke sikker.
    Han fulgte mit Blik og lo:
    - Det har ingenting at sige. Det er bare Veiingeniøren, som sætter op det. Efter den Tid har han ikke noget Ansvar, og Skydsskafferen er da heller ikke forpligtet til at skydse mere.
    - Pas naa paa, sagde han, idet vi dreiede ned til Stranden. Hold op Beina, for det kan nok hænde, vi gaar igjennem her; men det gjør ikke no'e videre her, for det er jo ganske grundt.
    Det knagede og bragede under os, og Vandet sprutede. Men derefter var vi ude paa Isen.
    Derude holdt nogle Folk paa med at bryde ned et Hus og lægge Plankerne sammen.
    - Det er Skøitebanehuset, de tager ned.
    - Fordi det kanske nu er farligt at gaa paa Skøiter?
    - Nei, ikke for det; men det staar i Veien for «Tordenskjold», som skal begynde at bryde Raak imorgen. De begynder alt at fyre op.
    Jeg saa bortover Isen. Der gik ligesom en bred Elv, der løb igjennem den hvide Ørken og tabte sig i det fjerne, henimod Toten.
    - Der gaar jo alt en Raak. - Nei, det er Landeveien. Resterne af Landeveien, som gaar der om Vinteren. Det er den, som «Tordenskjold» følger, naar han bryder op; da har han ikke videre Besvær.
    - Mjøsen er vel ikke videre dyb? spurgte jeg let henkastet, medens vi for henover Fladen.
    - Mjøsa? Djup? Jo, Far! sagde han. Ved De ikke det? Ved De virkelig ikke det? sagde han stolt, at Mjøsas Havbund ligger djupere end Nordsjøens? Især bortimod Toten. Der har dem ikke fundet Bund engang! Mjøsa er no'e for sig sjæl den!
    - Aa, ja, hvis man først falder i, kan det jo være det samme akkurat, hvor dyb den er.
    - Netop. Han, som dompa ida', han dompa paa 1½, Meter for Eksempel. Det var saavidt, Vandet gik et Par Tommer over Hue paa'n. Det var forresten derborte tæt ved.
    - Hvordan kunde det gaa for sig?
    - Det var en gammel Mand paa 87 Aar. Han saa vist daarligt.
    - Kjendte De den gamle Mand?
    - Ja, jeg kjendte ham godt. Han kaldtes for Gjeit-Paal. Det var en meget interesseret gammel Mand. Han kunde Fransk og læste meget fransk Literatur.
    - Hvordan kunde det gaa for sig?
    - Jo, i sin Barndom og Ungdom tjente han hos gamle Hol paa Hovindsholm, hvor han havde været Gjæter, deraf Navnet Gjeit-Paal, og han var en stor Franskmand og har vist lært det til Gutten, som havde et udmærket Hode og var meget videbegjærlig. I det hele taget var det meget almindeligt i den Tid, at Storbønderne kunde Fransk. Det hang sammen med den franske Revolution og Nationalismen. De læste Rousseau og Voltaire. Det var af Videbegjærlighed, Paal var gaat over til Øia idag (han pegte paa Helgeøen). Det var for at se paa et Hus, de bygger derover paa en my Maade. Et Reisværkshus. Alt nyt interesserede ham. Det gjælder at kunne se godt og at skjønne sig paa Isa.
    - De skjønner Dem vel udmærket godt paa Is?
    - Lidt Greie har jeg da paa a'.
    - Jeg synes, det gynger lidt her, sagde jeg.
    - Ja, det er ikke frit, og Gampen synes vist det samre. Se, hvor underlig hu' ter sig.
    Hesten gik undertiden ganske sagte og ligesom let paa Taa, og saa med en Gang for den til med et Ryk og satte afsted som et Lyn.
    - Den skjønner sig kanske ogsaa paa Is?
    - Jeg trur, den skjønner sig bedre paa a' end jeg sjæl. Og det er jo itte saa underligt, for hu' har jo gaat igjennem a' adskillige Ganger.
    - Det kan altsaa gaa an at komme fra det med Livet? sagde jeg lettet.
    Han lo.
    - Der findes vel neppe den Mand eller Hest paa Oplandene, som ikke har været igjennem Isa.
    - De er kanske flinke til at svømme heroppe?
    - Svømme? Trur Di, det kan nytte aa svømme i Isgrøden?
    - Jamen, hvordan . ?
    - Aa, pyt! En greier sig altid paa en eller anden Maade.
    - Man brøler kanske om Hjælp?
    - Ja, En brøler jo altid, vet Di, i saan't Tilfælde. Men det kommer jo da an paa, hvor nær en er ved Land.
    - Naturligvis. Hvorfor holder man sig da ikke altid nær ved Land . hvor det desuden ikke er saa dybt?
    Jeg saa mod Land og lagde Mærke til, at vi var saa langt fra Stranden paa begge Sider, som det var muligt at komme.
    - Isa er stærkest udpaa . Saa-aa-aa! sagde han beroligende til Hesten, som pludselig pilte afsted, medens det gyngede under os. - Nei, den er da stærkest udpaa.
    - Men naar vi nu kommer hen til Gjøvik, saa maa vi jo alligevel nær til Land - indpaa den daarligste Is?
    - Ja, det er vi nødt til; men det har ingenting at sige.
    - Er der kanske lagt ud en Bro der til den stærkere Is?
    - Nei! Han lo. Men da er vi jo fremme, saa der kan vi jo straks faa no'e tørt paa os.
    Der blev en Lengere Pause, medens jeg overtænkte alt, hvad jeg havde hørt.
    Den stadige Gyngen begyndte jeg at vænne mig til.
    - Var det ikke her forresten, at Halfdan Svarte kjørte igjennem og druknede?
    - Nei da, det var jo paa Randsfjorden det. Havde det været her, saa havde han kanske greid sig. Mjøsisa er no'e for sig sjæl den. Forresten saa har de vel været fulde, tænker jeg. Ossaa slige Idioter, som kjører ud midt paa Natta, da dem itte kunde se.
    - Det var vist ikke om Natten.
    - Jo, det var om Natta, for det staar, atte dem kom fra Gjæstebud.
    - Hvad er det? sagde jeg og pegte ind mod Land. Er det en Mand, som sidder og fisker paa Isen?
    - Langtifra, dem pleier itte fiske paa Mjøsisa. Det er vel en, som er gaat igjennem tænker jeg. Han er kjørt for nær Land, som jeg sa. Vi kan jo gjerne se etter, hvem det er.
    Jeg var nu forberedt paa, at vi skulde gaa igjennem derinde; men det gik jo ikke godt an at protestere, og desuden saa var det jo saa nær Land. Vi stansede et Stykke fra. Der sad en Mand paa en fraspændt, omvendt Slæde, ganske roligt og tændte en Snadde. Et Hestehode stak op af Hullet i Isen, det var bundet til Slæden aabenbart for at holde den oppe, saa den ikke drev væk under Isen. Vi var begge gaaet ud af Slæden og lod Hesten blive staaende længer ude, hvor Isen var stærkere, og nærmede os forsigtig tilfods.
    - Aa, er det dig, Ola! raabte Godseieren, da vi kom lidt nærmere. Goddag!
    - Goddag. Kom itte nærmere. Isa er daarlig!
    - Har du brølt?
    - Ja! Dem kommer nok, sagde han og udsendte store Røgskyer.
    Vi vendte os da om for at gaa tilbage til vor Slæde; men jeg blev forbauset ved at se, at Hesten var ligesom kuttet av nedentil paa alle fire Ben, og medens vi saa paa, sank den blødt og stille ret ned som i Smør. Tilsidst laa den pent uden et Plask helt nede i Vandet.
    - Det var da en skrekkelig simpel Is, sagde Godseieren. Det har forresten ingenting at sige, tilføiede han, jeg skal straks greie det.
    Han gik hen og tog Tømmerne om Halsen paa Hesten i en Slags Løkke og drog lidt til.
    Han vil ende dens Lidelser, tænkte jeg. Hesten sugede Luft til sig af alle Kræfter. Men jo mere han drog til, saa jeg, at den hævede sig i Vandet og flød mere og mere op.
    - Det er Luften, som ikke kommer ud igjen, som letter'n op, sagde han forklarende.
    - Den bliver jo ganske blaa i Ansigtet! raabte jeg.
    - Det har ingenting at sige. Nu skal Di bare se.
    Hesten hævede sig endnu et Stykke. Da gjorde han med et et voldsomt Ryk i Tømmerne fremover, hvorved Løkken samtidig løsnedes. Hesten, som hele Tiden havde sparket livligt med Forbenene, fik nu Is under dem og kom sig op. Vistnok gik den ligesom i Puder; men Godseieren halte den raskt udover, indtil den stod helt oppe paa Fladen.
    - Kom naa! raabte han.

II

- Men her er det jo bare Vand, sagde jeg forskrækket til Godseieren, da vi var kommet et Stykke bortover og lette, legende Smaabølger skvulpede opover Meierne og Støvlerne.
    - Ja, Di kan gjerne kalde det Mjøsa paa Isa, sagde han. Men det har ingenting at sige. Saalænge Vandet blir liggende oppaa Isa, er jo Isa hel. Synker det, saa er det værre, for da har den pipet sig.
    - Hvad er det?
    - Det er, naar Sola har smeltet den, til den bare bestaar af Rør og er blevet til et Sold. Men her er den udmærket, og her er vi paa Stordypet, paa Vestfjorden.
    Han saa sig tilbage:
    - Der kommer «Tordenskjold» noksaa raskt etter os borti Landeveien. Se, de flager for'n derinde paa Gaven - Toftes Gave - og paa Næs Kommunelokale, overalt, akkurat som i Nordland for Sola, naar den kommer første Gang. Forresten er det ærgerligt for «Tordenskjold», at den har alt Maset, og saa tar Konkurrenten, «Hamar», Fortjenesten fra'n. For naar atte «Tordenskjold» har brudt op Isen til Næs og saa gaar videre til Kap, saa kommer «Hamar» listende efter i Raaken, som den anden har lavet, og tar alt Godset paa Næs og skynder sig tilbage til Hamar med. Men et Aar blev «Tordenskjold» fryktelig snydt. Den havde nemlig lagt sig op for Vinteren nede ved Minne. Men da saa Isen gik op, kom der en Nordenvind, som skrudde sammen en vældig Ismur dernede, som stængte Veien nordover. Og imens gik «Hamar» ganske rolig i lang Tid i deiligt klart Vand og tjente en Masse Penger. Da var «Tordenskjold» aldeles rasende.
    - Er der i det hele taget megen Skibsfart paa Mjøsen?
    - Ja, der er baade Damp og Seil. Vi har jo store Turistbaade, «Kongen», «Skibladner» og en hel Del Godsbaade, Bugserbaade, Seilskibe og en Lystjakt, som heder «Anna». I gamle Dage havde vi endda en Slags med mange Master og svær Rig, jeg talte engang lige til otte. Det var store Tømmerflaader, hvor Tømmeret blev bommet, lagt i flere Lag, det ene paa tvers ovenpaa det andre, og slig blev det seilet ned til Minne, hvor Kjøberne modtog det. Saa tog Skipperen Riggen ned, pakkede den sammen, reiste nordover med den og fik sig en ny Fragt. Det kunde man kalde at flyde paa Lasten.
    - Er de noget til Sjøfolk heroppe forresten.
    - Ja, Øiingerne fra Helgeøen. Derfra kommer de allesammen. Øiingerne er Sjøfolk og Fritænkere. De regner sig ogsaa for at være noget for sig sjæl. Spør du dem, om de er fra Hemarken, svarer de: «Næi, je' er fra Øia.» Totningerne derimod er rædde paa Vandet, men kjække paa Isa.
    - «Kong Oscar» tilhører vel Jernbanen?
    - Ikke nu mere. Dem har solgt den til et Aktieselskab, som fik den noksaa billigt, for 27 000 Kroner paa den Betingelse, at Jernbanen skulde lade den reparere først, og Reparationen kostet 21 000. Oprindelig havde nok Baaden kostet 100 000. «Skibladner», som ogsaa tilhører Oplandske, er nu Norges mest hurtiggaaende Skib, det gjør 17½, Mil, naar det sætter Viften paa. Dem har forlenget den og kostet en dyr Triplemaskine paa den for no'en Aar siden; men da de havde gjort det, opdagede de, at der var ikke Spor af Brug for slig Fart, for «Skibladner» skal jo holde Rute med «Kongen».
    - Sker der nogle Forlis her nogensinde?
    - Ja, det har vi ossaa. Forlis og Havarier. Vi har den berømte Ulykke ved Fjeldhaug, da Kapteinen, som siden den Tid blev kaldt Admiral de Fjeldhaug, skulde bugsere no'en Lægtere i Raaken gjennem Isa op til Gjøvik; men saa havde han lagt Lægterne ved Siden af hverandre, saa de blev bredere end Raaken, i Stedet for efter hverandre, og Følgen var, at Isa skar Lægterne tvers af, og det underste af dem sank med en dyr Last paa 100 Favne Vand. Lasteeierne anla Sag mod Jernbanen, som eide Dampbaaden dengang. Men de vilde ikke betale. De sa, det var vis major, og Admiral de Fjeldhaug sa, at det var vis major. Processen gik i mange Aar; men Høiesteret dømte naturligvis jernbanen til at betale. Og Grundstødninger har vi hat mange af. Det var «Viken», som gik en svart Høstaften op til Gjøvik og havde sat en ung Bondegut til Roret, og selv sad alle Officererne inde i Røgelugaren og spilte Kort. Gutten var fra Toten, han, og ræd, og da Kapteinen kom ud et Øieblik for at lufte sig, saa sa Totningen, at han ikke var sikker paa, om han styrte rigtig, og han vilde gjerne afløses. Kapteinen kigget ud i Mørket og sa: «Det gaar bra, som det gaar,» og saa gik han ind igjen. Det samme Svar fik han af Styrmanden og Maskinisten, som kom ud hver sin Gang, og saa kom de ud alle tre paa en Gang og det lidt fort, da «Viken» med et forfærdeligt Stød løb oppaa en Sten. Men Kapteinen lod bare Maskinen vedbli at gaa fuld Fart forover, saa den blev hængende med Baugen paa Stenen. Saa puttet han en Melsæk i Hullet, som han havde faat, og klemte en Planke fra den opunder Dækket, og saa gik han helt til Eidsvold og lod den reparere. Derefter blev der stor Generalforsamling, hvor Kapteinen skulde svare for sig. Men han sa, at hvis han ikke fik 100 Dalers Paalæg, saa vilde han nedlægge sit Embede og saa fik han naturligvis 100 Dalers Paalæg. En anden Gang gik den paa ved Kap, da Agterfæstet sprang og sank. Den var lastet med Sukker, Kaffe, Brissel og Mel. Men Selskabet gjorde ikke som Hovedjernbanen, der havde det Princip aldrig at betale uden Proces. De har saagar engang negtet at betale et Bord, de havde knust, med den Motivering, at naar et Bordben er slaat af og limet paa igjen, saa er det stærkere end et nyt. Der findes en Kopi af denne Skrivelse i Jernbanens Protokoller. Oplandske gav derimod Ladningseierne øieblikkelig fuld Betaling uden Paakrav, til deres store Forbauselse. Og bagefter fik Aktieeierne i Dividende for det Aar udlignet hver en Portion pr. Aktie af den havarerede Ladning. Sukkeret var smeltet og Kaffen var blevet farvet svart af Brisselen, men var god forresten, og Melet havde bare faat en Skorpe udenpaa.
    - Assurerer de ikke sine Skibe eller Last heroppe?
    - Nei, Assuranceselskaberne tar dem ikke, for der er jo ingen Fyrer eller Sjømærker og heller ingen Sjøkart.
    Han saa sig tilbage.
    - «Tordenskjold» nærmer sig svært.
    - «Tordenskjold» er jo et Postskib?
    - Ja, det fik jeg nok føle engang. Vi var kommet omtrent helt hid, hvor jeg skulde iland paa Reisen fra Hamar, saa med en Gang begynder Baaden at gjøre en anden Kurs, den gaar i Bue, Buen blir større og større. Den snudde, og derpaa gik den i ret Linje tilbage til Hamar. Der holdt paa at udbryde Panik. Endelig fik vi vide, at Postekspeditøren havde opdaget, at Posten ikke var med. En tysk Handelsreisende nedlagde høitidelig Protest; men det hjalp ikke. Han maatte, stadig protesterende, følge med saavel som vi andre. Og da vi kom til Hamar, laa alle Postsækkene ganske rolig paa Bryggen. Der var ikke et Menneske at se.
    - Det er i Grunden underligt at kalde en Baad, som gaar i Ferskvand, for «Tordenskiold»?
    - Aa, Mjøsa er ikke at regne for almindeligt Ferskvand. Vi har Sjøorm ogsaa her. Der findes først en trykt, sandfærdig Krønike om det fra gamle Dage om et frygteligt stort Dyr, som viste sig i «Indsjøen Mjøs», og som strandet borte paa et af Hamarskjærene. Der staar, at Bispens Dreng, som var en stor Vovehals, skjød den med en Pil. Derpaa drev Ormen over til et Sted paa Øia, som endnu kaldes Pilestøen i den Anledning. Der staar forresten ogsaa noen gamle Piletræer der. Men den udbredte en forferdelig Stank. Og derfor lod Bispen den brænde op, og det gik det 99 Favner Ved til. Men det er da sandt, for der findes endda en af Ryghvirvlerne af Bæstet, og den bruges til Huggestabbe paa Pladsen.
    - Jeg har seet slige Huggestabber i Nordland.
    - Ja, der er vist mye Sjøorm?
    - En Masse, men denne var nu af en Hval, sagde de.
    - Hval findes der ikke i Mjøsa. Men derimod mange andre Saltvandsdyr. Maager kommer ofte hid, og Skarv fra Vestlandet og Sild har vi jo, Lagesild. Kjender De den?
    - Nei, derimod har jeg hørt Tale om Sildelage .
    - Har ingenting med det at bestille. Lagesilden findes ingen andre Steder i Verden end i Mjøsa, men den er jo noe for sig sjæl. Men den findes bare til sine Tider. Og hvor den er henne ellers, har man ingen Anelse om, den kommer og gaar ligesom anden Sild.
    - Har ikke Sjøormen vist sig senere?
    - Jo, mange Gange. Det er ikke saa længe siden en gammel Gaardmandskone maatte snu om paa Veien til Hamar, fordi et stort loddent Hode med engang lagde sig indover Rælingen paa Baaden. Det kunde nok ha været en Elg forresten, det er ikke godt at vide, hvilken af Delene. Men De er vel blit lidt vaad paa Benene?
    - Aa ja pyt, men her synes jeg det begynder at blive tørrere. Mon ikke Isen er mindre staalstærk her?
    - Det er ikke saa frit. Derfor kjører jeg i Svinger og Bugter, som De ser, eftersom Isen er stærk til. Der, hvor den er hvid, er den stærkest, og svagest der, hvor den er mørk. Men her maa vi gjøre en stor Sving for at komme udenom «Tordenskiold».
    Med engang blev det igjen vaadt paa Benene, men saa gik det høire og høire op paa Legemet, og da jeg skulde se efter, hvad det betød, laa jeg til Halsen i Vandet.
    - Tag Slæ'epuden, som ligger lige ved Siden af dem og flyd paa den saalænge, sagde Godseieren, som var hoppet af i sidste Øieblik, imens skal jeg greie Mærra. Han gik hen til den, tog den oppe i Manen og gav den en forsvarlig Dukkert.
    Et Øieblik efter sprat den som en Viskelærsbold igjen op, og i det samme, den var paa det høieste over Vandfladen og sparkede rigtig godt, drog han fremover og opover og saa var den oppe og halte med Lethed Slæden efter sig. Derpaa rakte han mig sin Haand, og efter adskillige Anstrængelser kom jeg ogsaa op.
    - Det var jo ikke Kvælemetoden, De anvendte denne Gang, sagde jeg, mens Vandet silede af mig.
    - Nei, det var et andet Fif. Gampen maa overraskes, ellers virker det ikke. Værsgo!
    Han slog indbydende ud med Haanden mod den dyvaade Slæde efter at have slængt den dryppende Pude opi.
    - Tak! Jeg tror, jeg vil heller iland nu! Han kastede sig selv i Slæden og raabte, idet han for afsted:
    - Husk paa den sorte og hvide Isen!
    Ja - hvordan var det nu med den sorte og hvide Isen? Hvilken var den stærke, og hvilken var den svage? Det havde jeg glemt. Jeg stod med det ene Ben paa sort og det andet paa hvidt. Jeg turde ikke røre mig af Flekken og skulde netop til at brøle, da jeg hørte en forfærdlig Snøften og Pusten lige bag mig.
    - Sjøormen! tænkte jeg og skulede tilbage.
    Det var en reddende Engel - «Tordenskiold».

---

Utgitt første gang som artikkel i Verdens Gang, våren 1901 under tittelen Isa paa Mjøsa. Denne tittelen protesterte en opplending mot kort tid etter offentliggjøringen fordi Krohg bøyde ordene feil. Krohg brukte dativform (Isa) der han skulle ha brukt nominativform (Isen), og nominativform (Mjøsa ) der han skulle ha brukt dativ (Mjøsen). På dialekten skulle det altså ha hett Isen paa Mjøsen.

Gjengitt i Chr. Krohg: Omkring Mjøsa. Interviewer og Skisser. Hamar Stiftstidende’s Bogtrykkeri. 1909. Også gjengitt i i Christian Krohgs Kampen for tilværelsen og i Hamars historie (1949). Her gjengitt etter Muntert lag i Hedmark.

 

 

Gå til Christian Krohgs kunstnerportretter.

Gå til boken Rundt Norge.

Gå til Adolf Skramstads «reisehaandbog» Mjøsen.

 

---