Christian Krohg: Kunstnere

H. Abels Kunstforlag 1891

 

Ludvig Skramstad

«- - - Pst du Skramstad! saa jeg kan faa interviewe dig lidt» sa' jeg og stopped ham paa Farten gjennem Caféen paa Grand. 
    «Nei! jeg liker ikke at bli skrevet om; skriv om mine Billeder, men la' mig selv være i Fred.» 
    «Nei stop lidt, du kan da skjønne der maa være lidt Text ved dit Billede ogsaa, og jeg har narret Fru Abel i lang Tid.» 
    Jeg fik ham ned ved et Bord, hvor han først i en Fart fik sat mig ind i den politiske Situation, gjennemgik Kunstforholdene, forandred mit Syn i forskjellige Retninger, reiste sig og sa' idet han gik: 
    «Du kan skrive at jeg er født i 55, ikke død endda og ærgrer mine Medmennesker.» 
    Og væk var han. 
    Jeg saa hans Silhouet med Stokken under Armen passere som en Meteor forbi de store Vinduer i Grand. 
    Saa kom Diriks langsomt og høitideligt og satte sig tungt ned, og vi begyndte at snakke om Skramstad. «Nede i Drøbak var han som en Konge» sa' han, «og tog sig af Alt. En Kvæld sad vi udenfor hos en af Doktorerne. Doktoren gik ind og la sig, han var daarlig. Konen gik ind for at stelle med ham. Saa kom der Bud fra Pedersen at han var syg. Der blev svaret, at Doktoren ogsaa var syg; de fik gaa til en af de andre. Der blev svaret, at de var ude paa Landet. 
    «Jeg skal gaa jeg», sa' Skramstad, og gik oppi Gata til Pedersen. Kom igjen og gik ind til Doktoren, puffet Konen tilside, som vilde hindre ham. - «Saan og saan er det», sa' han, «Pulsen slaar 120 - hva' skal han ha'? - skriv Recepten, her er Blyant og Papir.» - Han gik paa Apotheket, ringed dem op, bragte Medicinen til Pedersen og kom igjen til Verandaen, hvor jeg sad med min Pjolter, og sa' idet han satte sig: 
    «Det gaar ikke an, at Byen er uden Doktor.»

 

---