Ludvig Skramstad:
   Åpningsside
Biografi
Dybwad om LS
Brev - intro
Brev 1855-89
Brev 1890-99
Brev 1900-12
Bilder av LS
Malerier/tegninger
Reproduksjoner
Regine Normanns
   minnedikt
Slekten Skramstad
Skramstad forside

Christian Krohg
Kunstnere
Dilettantudstillingen
Paa Isa paa Mjøsa

Christian Krohg: Kunstnere

H. Abels Kunstforlag 1891

Erik Werenskiold

Første gang jeg saa de gamle mestere (det var i Pinakotheket i München) blev jeg skrekkelig skuffet. Jeg kom med øine som en bondes, med den uryggeligste forvisning om at gjenfinde - under en eller anden form - mine egne Kongsvingerske naturindtryk, Og jeg fandt til min forbløffelse mørke brune himler, brune fjælde, brunt græs og sådant mer; kun menneskene var lyse. Ja om det så skulde være et vindu, hvorigjennem man så ud i et landskab, så var det mørkt ude og lyst inde; og så meget vidste jeg dog, at det ved almindeligt dagslys helst burde være omvendt.
    Jeg drog den meget nærliggende slutning, at enten måtte jeg være dum, eller også de gamle mestere dumme; helst det sidste. Siden skjønte jeg jo at ingen af delene var tilfælde. Men det varede længe, før jeg forstod disse gamle herrer. 
    Rembrandt forresten, - han interesserede mig snart. Hans halvlys måtte ligge min begribelse nærmere; hans vidunderlige maleriske sans, hans mystik og et vist drag af lidelse tiltrak mig uvilkårlig. Den lettsindige Rubens foragtede jeg derimod af hjertet og kunde slet ikke forstå, hvad han kunde bruges til, ligesålidt som Rafaël - denne forekom mig bare flau og lidet svarende til de forventninger, jeg havde dannet mig af de sædvanlige kunsthistoriebøger. Titian var iallefald en mand, han og Ribera. 
    Havde nu ikke den kultus, som i München dreves med de gamle, været af den tankeløseste art, imitationens, selvopgivelsens; havde ikke det ganske München saucet sine billeder ind med brunt for at få dem til at se ud som falske gamle mestere, hvilket var deres ideal; havde jeg ikke følt mig som en fiende af det hele, - som en, der på forhånd var dømt, om München havde ret; havde jeg ikke i disse mange år levet i en stadig irritation, hvorved mit nag til Münchenerkunsten forplantede sig til dens uskyldige årsag, de gamle mestere; - nu, så havde jeg vel kanske tidligere lært at holde af disse, og dermed lært endel, som længe lå udenfor min begribelse. 
    Jeg har aldrig kopieret nogen gammel mester (ja ingen nyere heller, for den sags skyld). Imitationen i München havde sat mig skræk i blodet. 
    Første gang jeg så den kunst, jeg havde ventet, det var da jeg så den franske på Münchenerudstillingen i 1879. Jeg følte mig som en, der fra et overskyllet bådhvælv blir halet ombord i en svær damper - frelst! Dette her følte jeg mig i slægt med. Ja ikke med Bouguereau - for guds skyld! - han gjorde forresten rasende lykke der med sine bonbon-æskelågs-billeder, således som han naturligvis også vilde gjort lykke i - skjønt å nei; det vilde han dog ikke! Men Corot - med sine deilige sølvgrå, duftende landskaber, og Daubigny, som fik det til at gaa mig koldt nedigjennem ryggen! Jeg følte en glæde, som næsten gjorde ondt. En opreisning; for sandt at sige, havde «trykket» sommetider været «for stærkt» - så stærkt, at det havde bragt mig til at tvivle. Alt hvad jeg malte var også så sort og uhyggeligt - -
    Men for at komme tilbage til de gamle: nu har jeg lært at holde af dem. Det går nemlig an at holde af dem, uden at opgive sit eget.
    Der er store åndelige familier i kunsten. Der er forfædre og efterkommere. Står ikke impressionisterne, f. ex. Mauet og Degas, en Rembrandt millioner gange nærmere end de står - skal jeg nævne den væmmelige Bouguereau, deres samtidige; Eller den kolde Cabanel? Og hvor er ikke Puvis-de-Chavannes af samme art som Prærafaeliterne? Og dog er han lige moderne for det. 
    Lad os søge op disse slægtninge. Lad os dyrke dem. Lad os ikke bestjæle dem; thi der står skrevet: du skal ikke stjæle, og det er ligeså galt at stjæle fra de døde som fra de levende. Men lad os elske dem, forstaa dem, som et menneske forsto et andet, - deres sjæl, ikke deres penselstrøg; deres fornemhed, deres mandighed, deres stærke, fribårne udfoldelse, ja om det så er en Rubens løssluppenhed; og kanske vor egen kunst derigjennem kunde få det, den mest mangler.

Erik Werenskiold.

Se mer om Erik Werenskiold på World Wide Arts Resources.