Christian Krohg
Dilettantudstillingen 1887

Saa fik man da endelig engang se det samlet, hvad de havde gjort disse Folk, om hvem vi havde hørt, at det var dem som sad inde med den egentlige, den ægte Kunst, at det var dem vi maatte efterligne, hvis vi vilde tolereres, endelig engang har vi faat dem paa et Bret, og hvad saa vi?
    Jo, at hvad de producerte fortjente ikke Navn af Kunst, og at de selv ikke var andet end Fuskere.
    Med et Slag fik vi et Overblik over hele Elendigheden, den laskede Ubegavethed, Aandens Fattigdom og Kunstnerhjertets smaalige Feighed hos dem.
    Og vi maa spørge, hvorledes kunde disse Folk vove at foranstalte en egen Udstilling, naar de ikke havde andet at fare med end det som vi saa her.
    Skulde det være sked i Haabet om, at Kristiania Publikum, om ikke af andre saa af sociale Hensyn skulde sluge denne tarvelige, udvandede Kost, uden at fortrække en Mine, saaledes som det saa ofte har gjort før, naar man bød frem tidligere Udgaver af, hvad vi her har set.
    Aa jo forresten – saa underligt havde det ikke været, om det ogsaa dennegang havde gaat paa Limpinden. Men Publikum er troløst, og denne Gang blev det dog for drøit. Og saa var det jo det slemme, at man fik se dem saan samlet i en latterlig udfordrende Position. Og nu hændte det mærkværdige, at det hidtil saa lydige Publikum, deres trofaste Venner ikke fulgte den mala fide fremsatte Parole fra S. S. og U. E. P. – ja, det blev en almindelig Opfatning, at «Kunstnerforeningens Vaarudstilling 1887» var en Fiasko, en Dilettantudstilling og snøtt nok det – en storartet Prostitution for Kunstnerforeningen, der havde været taabelig nok til at laane sit Navn til dette jammerlige Foretagende. – Men – vil man sige – vi lever i et frit Land; man har Lov til at male saa daarlige Billeder, som man vil – og man skal ikke rakke ned paa sine Kolleger.
    Jo min sandten skal man det, naar Ens Kolleger tager Kunstens Navn forfængelig og forsøger at indbilde Folk, at sligt Pusleri har nogetsomhelst med Kunst at bestille. Da vil jeg ialfald ikke tie stille, men agter at sige med rene Ord, hvad vi mener om hver af dem og deres Præstationer. For det skulde dog være Moro at prøve paa, om vi ikke nu, da de ellers saa kloge Herrer har været domme nok til at stime sammen i en Klynge med sit Smaatteri og rent har tabt sin sedvanlige Forsigtighed og har vist, hvorledes de tar sig ud, det skulde være Moro at prøve paa, om vi ikke kunde støde til den hældende Vogn, og om vi ikke ialfald for en liden Stund kunde faa rammet en Pæl gjennem Dilettantismen, som her i Landet vil spille den akademiske Retnings Rolle, men uden at eie endog tilnærmelsesvise Spor af den akademiske Dygtighed.
    Forresten synes jeg ikke heller, man kan kalde disse Folk for Kolleger – paa faa Undtagelser nær. De fleste af dem har aldrig gjort andet end samlet Smuler fra andres Bord.
    «Jamen vi har jo Gude!» svarer de – Jo, det er sandt, de havde virkelig narret Gude til at sende et Billede op i dette daarlige Selskab, til en Udstilling han selv havde fraraadet i et Brev, man ikke trods Opfordring turde offentliggøre. Og det er ogsaa sandt, at der var ægte Kunst i Gudes Billede, og ingen anden kunde nævnes i samme Aandedræt som han – men selv Gude kunde dog ikke redde Udstillingen fra den mest prostituerende Fallit.
    Gudes Billede havde de samme Fortrin, som Gudes Billeder altid har havt – det var brillant tegnet og studeret, samvittighedsfuldt gjennemført, kunstnerisk overlegent og behersket, men som Komposition virked det arrangeret, som Kolorit for mørkt – uden Fylde, Rigdom og Helhed i Farven.
    Og Solskin? Nei dette var ved Gud ikke Solens Skin, selv om det hvide Lys faldt aldrig saa rigtig paa de udmærket tegnede Flader. For at opnaa Lyskraften i Lysglitret paa Vandet havde Gude ofret alt Solskinnet, som skulde været der forresten rundt om i Landskabet og stemt alle Farver ned for ved Modsætningen at faa Lyset større – men alligevel havde han ikke opnaaet det, som han vilde, og selv om han havde gjort Omgivelserne ti Gange mørkere – nei! – den næsten selvlysende Glans i det totalreflekterende Vand havde han dog aldrig faat. Der var desuden en Ting til, som dræbte Solvirkningen – det var de varme, brune Skygger under Stenene – thi imod Solskin synes altid alle Skygger kolde og blaalige.
    Og Frøken Tannæs – ja hendes Billede stod vistnok ogsaa høit over al den andre Middelmaadigheden – men det drukned dog tilsidst – det var heller ikke nok til at redde Udstillingen.
    Nei langtfra, derimod var der nok til at ødelægge den – tænk bare paa de andre – lad os huske os om og tage dem alfabetisk, for noget andet System kan det ikke nytte at lede efter i denne Usseldom.
    Tænk bare paa Arbo’s to middelalderske Billeder, hvor paa det ene en ung Ridderdame med Pandehaar under Guldkronen sidder med en blaa Kjole, der under Afmalingen har været trukket paa en Gliederpuppe – eller Gissur den hvide med sit umulige Perspektiv – han var ikke Lengere end ti Skridt fjernet fra den fiendtlige Hær, som ikke kunde naa ham med sine Pile – tænk paa Belysningen, Figurerne var i Skygge mod et stærkt Solskin bagved, men Solskinnet var klistret paa Siden, og Figurerne stod simpelthen i Graaveir eller Atelierbelysning, der dog maatte forandres i Tonen, naar Solskinnet kom paa – slig Skjødesløshed som dette gaar ikke længer an at byde Folk – og Ankers pirkede Birkeskoger da, husk paa dem, disse fade Broderiarbeider. Skal dette være norsk Natur eller nogensomhelst Natur – ikke engang Forholdet mellem Lys og Skygge var jo nogenlunde iagttaget, endsige Farven, nei intetsomhelst var iagttaget – uf, man blev opfyldt af Mismod ved at se paa denne Mangel paa Alvor. Og saa gaar Komiteen hen og gir den Slags Makværk Hæderspladser bare af den Grund, at Manden fungerer som Sekretær ved Udstillingen.
    – Eller Askevolds Kjør. –
    Det skulde man nu ialfald vente, at Askevold nu skulde kunne tegne den Koen, som han har holdt paa med i tyve Aar, men nei, Hodet var aldeles fortegnet, Øienaxen skjæv og Koen skjeløiet.
    Og ikke nok med Ankers pirkede Birketrær, nei Barlag maler en hel Del pirkede Grantrær, hvor der er ligesaa mange Naaler paa de borteste som paa de nærmeste Trær. Desuden var det naturligvis aldeles svart i Farven.
    – Eller Barths Træfning ved Lyngør – aa ja, det havde ikke gjort saameget, synes eg, at der ikke var Spor af Krigsstemning, det er dog en Biting om et Billede svarer til sin Titel; men hvad der var titusende Gange værre, det var at der ikke fandtes nogensomhelst Stemning i det Hele taget, og saa disse grove Tegnefeil ved Folkene ombord, der ikke vilde bli større end Mus, naar de kom hen i Døren paa den lille Fiskerhytten paa Stranden, som Beboerne ikke engang havde havt Omtanke nok til at lukke igen, trods det morderiske Slag som var begyndt.
    – Eller hvad mener De om Hans Dahls glisende, sminkede Trædukker i Bondepigedragt, som sidder i en Blikbaad paa noen Bølger af Zink, med en Mand i Forstavnen, som har et Hode dobbelt saa stort som almindelige Menneskers, overstænket af en Sjøsprut, der saa ud som et Fiskenet.
    Saa slet var naturligvis langtifra ikke Grimelunds Septembermorgen ved et belgisk Badested, men man saa altfor meget Kunstnerens Haand i det under hans krampagtige Forsøg paa at være elegant.
    Haanden væk fra Billedet!
    Heller ikke Haalands Billeder hørte til de allerværste, skjønt Gud skal vide, det ikke er stor Ros; men han er altfor forsigtig og hænger formeget i Fotografiapparatet, som han benytter til Tegningen; lad da ialfald ikke Fotografitonen ogsaa komme ind i Farven, Haaland!
    Men saa kommer vi igjen til noget med det værste – til det som Direktør Holter havde leveret – hans Barneportræt, der var saa sødladent, saa livløst og saa klistret paa den omhyggelig udførte mønstrede Baggrund, der synes at have interesseret ham mest, at man ikke nok kan foragte en slig Produktion – og hans «Krovænge ved Hornbæk», der i alt sit ukunstneriske Fjanteri ikke var andet end en meget slet Kopi af Werenskiold. – Nei, der var dog noget, som var værre – det allerværste paa denne forferdelige Udstilling, nemlig Wilhelm Larsens «Ave Maria», den hvide Papirnonne med den affekterte Godtkjøbsstemning, hvor Profilen var slaat med Lineal. Dette Billede vilde paa hvilket som helst Akademi indbragt ham et uhønhørligt consilium abeundi.
    Ikke fuldt saa elendige var de to Figurer – «Kaptainens Morgenpibe» og «Prokuratorens Dram»; men det var heller ikke andet end slet kolorerede Karikaturer uden Liv med en tykt udenpaaklint «Absicht», og en plump «Fortælling», som vist skulde betyde Humor.
    Ogsaa var det den Karikatur af en Furuskog, som Morten Müller for hundreogtyvende Gang kom med – en Furuskog med en Masse Overdrivelser af Røddernes og Grenenes Forvridninger – Overdrivelser som ikke var nødvendige, en Furuskog er vakker nok uden dem. Desuden var de ikke andet end Reminiscenser af Cappelen og uden Cappelens storslagne Fantasi. Den brogede Kolorering viste, at han ikke har Begreb om, hvad Tone eller Stemning vil sige i et Landskab.
    Ja, saa slet var Aanden i denne Udstilling, at man næsten fik Indtryk af, at den havde lagt sig knugende selv over Amaldus Nielsens ellers saa fine Kunst og havde bragt ham til at sende to Ubetydeligheder.
    Men noget som man alligevel ikke glemmer saa let, var Georg Nielsens «Besøg i Atelieret» – det opfyldte Tilskueren med Modbydelighed – dette polerede Snekkerarbeide, der skulde forestille boende Mennesker, vendte man sig fra med Gru.
    Og det kan heller ikke nytte at komme med Normanns svære Lærred. Dette Fjeld imponerer ikke mere, dette evindelige Plagiat af ham selv, som hvert Aar blir slettere. Giv Dem da heller til at plagiere en anden Maler nu, Normann, nu er vi lei af dette – ja vi ved nok, at De engang for mange Aar siden har gjort Lykke med det – men Herregud lad det nu være slut da!
    Og «Hjula Væveri» af Peters – det skulde vel være en Slags Impressionisme, men det var falsk og misforstaaet – det er ikke nok at sætte en hel Del blaa Flekker ind i Billedet. Hvis man ikke derved opnaar Lys og Afstand, saa er den Impressionisme falsk – ogsaa var der en Ting, som virked rent ud komisk, nemlig det at han ligesom enkelte andre Mennesker, der dog ikke har valgt Kunsten til Levevei, aabenbart ikke kan tegne Profiler og Ansigter fra mer end en Side – alle de fra venstre Side gaar an – men de fra høire blir ikke til Ansigter – det er en Slags kjævhændt Kunst.
    Efter denne Udstilling kan man vel ogsaa opgive ethvert Haab om Skramstad, denne forrige Udraaber for den moderne Kunst her i Landet. Elasticiteten i hans Talent er brudt, hvis den nogensinde har existeret. Det blir vist aldrig til andet end «Vintre», hvor han sætter Ludvig Munthes tyske Asfaltsne paa Gerhard Munthes Landskaber.
    Uchermanns renvaskede Hundefamilie paa den renvaskede gamle Matte er jo noksaa godt tegnet og iagttaget; men naar man bruger Farver, bør der være lidt Farve.
    Ja, saaledes ser de ud de værste Typer af denne Falskmyntnerbande, som ved det uforsigtige Foretagende er grebet paa fersk Gjerning. Enkeltvis kunde man jo lade dem gaa; men naar de organiserer sig, maa de ikke taales. Maaske vil de selv som Følge af sit Nederlag indse det. Kanske det endnu er Tid for dem til at forbedre sig. Ja saa gjør det da, men snart.
    Aa nei, det kan vist alligevel ikke nytte, de er blit for kunstnerisk demoraliseret – de kan ikke længer bøie sine stivnede Knæ for Naturen. Sandsynligvis vil de fortsætte med at anvende sin Energi og Resterne af sit Talent for at holde Trop med Almensmagen, med at veire og snuse, hvorhen publikum bevæger sig. Aldrig vil de sætte sig en alvorlig Opgave.
    Men en Ting vil vi dog be dem om: Hvis Dere skulde finde paa noe sligt skrøbeligt en Gang til som denne Udstilling, saa la ialfald da være at prostituere Kunstnerforeningens gode Navn og Rygte.

(1887)

Kilder:
Christian Krohg: Kampen for tilværelsen bd. 1 s. 48–53. Kbh. 1921
Oscar Thue: Christian Krohg. Trento 1997.