Christian Krohg: Kunstnere

H. Abels Kunstforlag 1891.

Christian Krohg

Jeg var snart 9 Aar og hadde endda aldrig slaas, for jeg hadde jo ingen Bror og var altid sammen med mine Søstre og deres Veninder. De fleste Gutter i Gaden var ældre end jeg. En Dag da jeg gik med Smaapigerne, sad en af disse Gutterne, «Flæsken», oppe paa en Portstolpe og ropte: «Der kommer'n Jentekristian - æ - bæh - hjælp mig aa le att'n.» Det skar mig dybt i Hjertet. Og jeg vilde skaffe mig en Ven. Da det ikke gik paa anden Maade, for de var allesammen saa hovne, saa beslutted jeg at slaas med en, for jeg hadde hørt, at da blir man de bedste Venner bagefter - og det var ingen som vilde være Ven med en Gut, som ikke var «hvas», og for aa være «hvas» maatte man slaas. Jeg gik og saa efter en, som jeg kunde like, og en Dag traf jeg Hjalmar Welhaven udenfor Universitetet. Han vilde jeg gjerne være Venner med. Han kom desuden ofte i Gaarden, hvor vi bodde, til sin Onkel, og derfor knytted jeg da mine spinkle, smaa Næver og stansed og spurgte om det var noe han vilde. Han svarte ikke, bare lo og hivde mig op paa Græsplænen. Saa for jeg løs paa ham igjen, det gik ligedan, og slig en 3-4 Ganger - dermed skiltes vi - uden Venskab, for det var jo ikke noe Slagsmaal det. 
    Jeg gik skuffet hjem og hadde en Sorg til: jeg var altsaa «raatten». Det hadde jeg ikke vidst for, for han var jo ikke det mindste større eller ældre end jeg. 
    Om Aftenen fik min Far Besøg af Catharinus Bang. Han hadde staat og set paa det hele og fortalte det som noe uhyre komisk. Saa blev det besluttet, at jeg skulde paa Skolen for at være sammen med Gutter. Jeg kom ind i 4de Fælles. Men der gik det ikke stort bedre. Jeg vidste nu, at jeg var «raatten», det var ikke noe aa gjøre ved det. Der var nok et Par Gutter, som var ligesaa «raatne» som jeg, men dem var der jo ikke noe Morro ved. 
    Med Jenterne vilde jeg ikke lege mer, og saa ble jeg gaaendes mest alene eller sad og klussed med min Tantes Vandfarver og Blyanter. En Dag hadde jeg gjort noen Nisser som sprang fort og hadde røe Topluer. Gamle Anne, Tjenestepigen, gik gjennem Stuen med sin Støvkost, fik se det, rev det fra mig og viste det stolt til min Far, som sad og læste, og spurgte, om der ikke kunde bli en stor Maler af mig. Han svarte, at alle Børn kunde gjøre saant. Men paa mig gjorde hendes Ord dybt Indtryk, og fra den Dagen sat jeg ofte og tegned og sølte med Farve. 
    En liden Gut, mindre end mig selv, saa jeg ofte i Grottebakken, han gik saa fast og fort sammen med sin Far og sin Bror. Han saa «hvas» ud, men snil alligevel - og ham vilde jeg gjerne vært Ven med. 
    Han bodde paa Hægdehougen og gik paa Borgerskolen - det var det Eneste, jeg vidste om ham. 
    Saa kom jeg op i 5te.
    Det var første Dag. Vi var der en Time bare.
    Med engang kom han ind af Døren, skulde gaa der paa Nissens Klasse som jeg og hed Eilif Peterssen. Eilif var det rareste Navn jeg hadde hørt og lod ham stige endda mere i min Beundring. 
    Om Eftermiddagen gik jeg opover til Hægdehougen for at nikke til ham, hvis han var ude og lekte paa Gaden. Det var han ikke, og jeg maatte gaa hjem igjen; men næste Dag ble vi Venner i Klassen. Og det viste sig, at han var forferdelig flink til at «tegne Ansigter». De saa næsten ud som de var trykt. 
    Saa blev jeg smittet af ham, og tegned mere og mere Ansigter, og senere har vi beggeto holdt paa med det.

Dette er Christian Krohgs selvbiografiske kapittel i hans bok Kunstnere, serie 1, som utkom i 1891. Kunstnere er en samling korte intervjuer og selvbiografiske skisser. Til hvert kapittel har Krohg laget en tegning av hovedpersonen.