Forgjengerne til den danske Reveboken

Fra de tidligst tider har menneskene produsert fortellinger om dyr, men først med de indiske fabler og de greske i antikken kan man snakke om fabler «der har logisk sammenhæng i handlingen og som bag dyreskildringen tager sigte på menneskene for at spotte, revse eller lære dem» (N. Møller). Det er ikke alltid mulig å påvise en direkte sammenheng mellom den senere revediktning og de tidligere dyrefabler. De viktigste forløperne for revediktningen er:
1. De indiske dyrefabler (f.eks. Pantchatantra, Hitopadesa, Jataka). Noen av de indiske fablene nådde Europa i oversettelser (senest) på 1200-tallet (Johannes av Capua: Directiorium vitae humanae), senere gjennom Beispiele der alten Weisen (Antonius von Pfore, 1. utgave 1480), et verk som også Christen Nielssøn utga en dansk oversettelse av i 1618: De gamle Vijses Exempler oc Hoffsprock.
2. De greske antikke fabler: Æsop (aka Aisopos, 6. årh. f.Kr.) og Babrios (2. årh. e.Kr.) er mest kjent, men fabler ble også benyttet av Hesiod, Arkhilokhos, Stesikhoros. Allerede hos Æsop finner vi rivaliseringen mellom reven og ulven, for eksempel løven som helbredes med ulveskinn.
3. Faedrus er den mest kjente av de romerske fabeldikterne.

900-tallet

En fransk munk skriver Ecbasis captivi (Fangens flukt), et satirsk dikt på latin som skildrer rivaliseringen mellom reven og ulven, som begge kjemper om kongens (løven) gunst. N. Møller kaller diktet et tilløp til et dyreepos.

ca 1150

Magister Nivardus’ latinske Ysengrimus. Denne inneholder en del av historiene vi finner i En Ræffue Bog. Ysengrimus (Isengrim) er ulven som stadig er i konflikt med reven. Ysengrimus inneholder blant andre følgende fortellinger:
Reinardus lokker skinken fra bonden, men det er Ysengrimus som spiser den; Y. mister halen når den fryser fast i isen; den syke løven; ulven som munk, R. voldtar ulvinnen; vedderen erklærer seg villig til å løpe i ulvens gap, men stanger ham i stedet.
Nivardus gir dyrene navn.

Niels Møller (Historisk oversigt over rævedigtningen s. 274, se litteraturlisten) skriver:
«Nivards digt er et af middelalderens ypperste latinske værker; det er skrevet let og flydende, med megen kraft og ligefrem elegant og med en vældig ordrigdom, nok med mindelser om digterens læsning i antike forfattere, særlig Ovid, men egenartet og personligt. Det er fuldt af skarp satire; som man kunde vente af den kirkelige forfatter, går det stærkt ud over munke og præster, deres verdslighed og magelighed og omgåen af budene; han er hvas mod de rovgriske bisper og skåner ikke pavemagten. Men han vender sig også mod det verdslige samfund, mod rigmændene, den nye adel, og dirrer af harme over den brutale krigerske storstand der træder lov og ret under fødder. [.]
Satiren i digtet er tit nok besk og sørgmodig, men den er oftest hyllet i sprudlende lystighed. Denne ligger ikke såmeget i hændelserne, der fortælles meget morsomt, tit med kraftig realisme, men gærne kort. Det er samtalerne, der fylder, og i dem udfolder digteren sin særegne komik. Den er ironisk, fantastisk og frodig. Ironien slår så viltre kolbøtter, at man tit har ondt ved at følge med. [.] Men det koster møje at følge med i dens krumspring og underfundige ironi; og læsere, som helst vilde have handling, måtte trættes af de uendelige samtaler. Til bedste for dem lavedes noget efter en Ysengrimus abbreviatus (som man tidligere med urette har villet gøre til Nivards forbillede).»

slutten av 1100-tallet

Heinrich der Glîchezâre: Reinhart Fuchs.
Denne forsøker å sette sammen fortellingene til en episk helhet. «Han [Glîchezâre] er ikke uden dygtighed, men i det hele er digtet magert og tørt. Det blev da heller ikke frugtbart for eftertiden.»(N. Møller s. 280)

1200-tallet

Den franske Roman de Renard, sannsynligvis skrevet av Pierre de St. Cloud består av en rekke løst sammenknyttede enkeltdikt (fr. «branches»). «Pierre har ikke Nivards særegne ironiske og beske fantasi, heller ikke hans lyst til langstrakte samtaler. Det er fortællingen, han lægger vind på, og han fortæller klart og kvikt, med let og fint fransk lune. [...] Digtets atmosfære er helt anderledes end i Ysengrimus, den er ikke klerikal, men fevdal [...] Det er verdslige stormandsforhold, man færdes i, og forfatteren ynder at dvæle ved juridiske spørgsmål.» (N. Møller s. 276)

Roman de Renard får en rekke etterfølgere.

ca. 1250

Willem: Van den vos Reynaerde (flamsk). Denne er blitt kalt perlen av revediktningen, og ble stamfar til de følgende revebøker.

«Menneskesynet, der ligger bagved, spotten over de dumme og plumpe magthavere og stormænd og medfølelsen med den listige gavtyv, der véd at sno sig ud af deres klør og holde dem for nar, føles tydelig helt igennem, uden at dyrehammen sprænges.» (N. Møller s. 280)

ca. 1272

Balduin, en klerk fra Brugge-traktene, oversetter og bearbeider Willems revedikt (se 1250) til latin: Reinardus vulpes.

ca. 1375

Reinaerts Historie, flamsk versjon av Willems revedikt som også inkluderer stoff fra middelalderlige fabelsamlinger.

1473

Balduins Reinardus vulpes (se 1272), en latinsk oversettelse og bearbeidelse av Willems Van den vos Reynaerde, trykkes.

1479

Prosaversjon av Reinaerts Historie (se 1375). Utgis også 1485 osv.

Denne prosaversjonen er grunnlaget for små folkebøker som utgis første gang i 1564 i Antwerpen, og i flere senere trykk. «Disse folkebøger, hvoraf nogle blev oversat på fransk, er så godt som alle forsvundne, sagtens fordi de under Albas styre blev sat på index librorum prohibitorum og forfulgte.»

1481

Reynard the Fox, engelsk oversettelse av prosaversjonen som ble utgitt 1479. Boktrykker: William Caxton (ca. 1422 – ca. 1491), som trykte den første boken som man har kunnet bevise er blitt trykt i England, nemlig Dictes or Sayengis of the Philosophres (1477).

ca 1487

Hinrek van Alkmer utgir en bearbeidet versjon av Reinaerts Historie (Antwerpen).
Boken forsynes med glosser (forklaringer eller relevante sitater i margen eller etter kapitlene) og illustrasjoner. Disse glossene danner forbildet for glossene i 1498-utgaven

1498

Reynke de Vos utgis i Lübeck, en nedertysk oversettelse av Hinrek van Alkmers versjon (se 1487), sannsynligvis foretatt av en fransiskaner. Fortellingen blir en beskrivelse av menneskenes dårskap og ondskap der løgn og list til slutt premieres. I dette perspektiv er det nærliggende å sammenlikne fortellingen med Sebastian Brants Narrenschiff.

Reynke de Vos kommer i en rekke utgaver de neste femti årene, med både katolske og protestantiske glosser.

Boktrykkeri: Mohnkopf

1539

Ludwig Dietz' Reynke Vosz utgis i Rostock (en bearbeidelse av Hinrek van Al(c)kmers tekst). Reynke Vosz blir utgangspunktet for Herman Weigeres oversettelse (se 1555).
Utgis på nytt 1549. Tresnittene i denne blir senere brukt i den danske Reveboken som utkom 1656.

«Selve digtets text er væsenlig den samme som i udgaven af 1498, de mange små ændringer, der er gjort, er mest af sproglig art [...]. Derimod er glossen blevet en hel anden.» Glossen har «svulmet vældig op og har fået en anden karakter [enn 1498-glossen] Den følger L [=1498-utgaven] ved at dele moraliseringen i ’Lærdomme’, og den har optaget ikke lidt af L’s glosse; men indholdet er broget og mangfoldigt, ikke ensartet som i L, og ånden er ikke så afgjort kirkelig som dér. […] Samfundets brøst kritiseres skarpt, og tugtens ris svinges over alle stænder. Over fyrsterne og deres hoffolk, fogder, embedsmænd og bestikkelige dommere, over adelen med dens hovedvirksomheder: krig, jagt, røveri, og dens håndlangere, landsknægte og stratenrøvere. Præsterne rammes mest gennem angreb på den katolske kirke, paven og kurien, prælaterne og munkene, med aflad, valfart, helgendyrkelse og bandsættelse. Ved borgerstanden går det i almindelighed ud over den gemene hob, hr. Omnes, der hånes og udskældes kraftig; særlig angribes rigmændene, pengespekulanterne, ågerkarle, købmænd og kremmere og guldsmede. I det lærde lag må juristerne, navnlig advokaterne, og de slette læger holde for; studenterne får et rap for deres øldrikkeri. Bønderne møder en harmfuld foragt og uvilje, der kan minde om, at bondeoprøret ikke lå langt tilbage. Kvinderne må høre megen drøj spot for deres pyntesyge, sladderagtighed og andre udyder, og stokken svæver truende både over dem og over børnene. Verden er idel ondskab og elendighed; bliver der ingen retfærdige tilbage? Måske de brave håndværksmænd, forsåvidt de ikke hører under hr. Omnes, men ellers de vise og lærde og fromme. Det vil vel sige de gode præster og den dannede, humanistiske borgerstand. [.] Der ivres mod adskillig overtro på trolddom og varsler, på alkymi og astrologi, og advares mod mange synder og laster som drukkenskab og hor, vold, utroskab og gærrighed, smigreri, bagvaskelse, falsk og svig, misundelse, indbildskhed og hovmod; derimod prises venskab, trofasthed, lydighed, forsigtighed, holden tand for tunge og lignende borgerlige dyder.» (N. Møller s. 282-283, anmerkingene i parenteser er mine)

1555

Herman Weigeres oversettelse av Ludwig Dietz' Reynke Vosz, En Ræffue Bog, utgis. Utgitt på nytt av Niels Møller i 1915–23.

Weigere utvider diktet fra 6844 linjer hos forelegget Dietz til 7383 linjer. Når han kan, overfører han det glossen siger om tyske forhold, til danske, og han setter inn danske stedsnavn der han kan.

Her finner du en oversikt over den danske Revebokens utgivelseshistorie.

1564

Se 1479.

1567

Hartmann Schopper oversetter Dietz' Reynke Vosz til latin (vers).

1621

Svensk oversettelse av Ludwig Dietz' Reynke Vosz.
Boktrykker: Ignatius Meurer.
Andre svenske utgaver kom i 1746, 1775 og 1827.