Adolf Skramstad
Itno aa tala om

Han Per Bortigar'n staar inde paa prestens kontor og faar skrub.
    - Der gaar et stygt ord om dig i grænden, min kjære Per - sier presten og ser skarpt paa ham. - Det fortelles, at du behandler kjærringen din som en grobian. Naboerne dine siger, det er et fælt hus hos dig.
    - Aa, presten skulde itte høre paa æilt det folk jug' ihop hell - sier Per stilfærdig forbitret og dreier luen mellem hænderne. - Hu Marte og je vi leve da ihop som to raue kjyr.
    - Ja, men dere har jo slaas.
    - Sliss!? Det er løgn saa tjuk som huggu mit ska je førtælja presten. Nei om a' Marte og je sløss lell. Men presten har kæinskje hørt det, som gik før sig førrige synda'smoraan, den gongen det var saa lidelig kalt. Naa vilde itte je staa op fyst og lægga ti ommen; je er da mæind' ti huset. Det er naa fel kvindfolka, som ska' gjøra slekt, vet je. Og saa vart vi der liggand' og kjæftes. Naa ligg' a Marte indved væggen og je framma; je er da mæind'! Og bedst det er, saa sætt' a Marte bena like ti ryggen paa mig og sparke' mig tur senga, før det er kjærring, som har vaska sig, ska je fortælja Dek.
    Itte før det je var ræd a Marte - et kvindfolk er da ingen kar - men da je naa var kømin tur senga, saa tænkte je, at je liksaa godt kunde gjøra op ti ommen med det somaa. Je tel aa spikke fliser, før det hadde 'a Marte, det nautet, nat'li'vis glømt aa gjøra om kvæld'n og ved'n var raa. Og kniven var skjæm som høggstabbe. Je spikket og je spikket, tel je fek blæmer ti bædænd saa digre som nævan min. Men demersaa vart je sint og saa sa je liksaagodt det je: Du Marte, sa je, du kunde gjine ha spikket fliser igaarkvæld du, saa hadde dom vøri tøre idag, dit førgjorede tryne du er, sa je.
    Men da skulde du ha set kjærringa. Hu reste sig ti sænga som ei løve.
    - Aa er 'e du seje? skrek a.
    Men je svara itno; æiller e' græinna; før aa gi sig tel aa trætte med kvindfolka, er akkurat som aa kapflyge med kæilva, det vet naa fel presten og det. Je bære ga mig tel aa blaase og snuse borti ommen. Men nei da det vilde itte brænde; det hadde naa fel itte brønni den gongen, om je saa hadde hældt brænd'vin paa det, kæin je tru.
    - Du er en klods! skrek a Marte borti senga.
    - Du kæin gjøra op ti ommen sjøl, sa je; det er dit arbe', før du er kjærring, og je er mæind, sa je. Du faar sjaa aat og dra dig op og itte ligga der og lurke som et svin, sa je.
    Men da var det, som a Marte skulde ha faat varme ti bake'end'; hu flaug tur senga og frampaa gaalvet, og før je fek sæindset mig, fek je en paa trynet, saa det flaug baade kvite og svarte stjerner før aua paa mig!
    - Aa er det du freste paa, sa je; gjør du no' slags ablefynter med mæind' din? sa je. Du faar agte dig naa, sa je. Og saa vilde je rese paa mig og garve paa a litt, før je var da mæind' ti huset; men da fek a overbikken paa mig, det stygge trøildet, og saa bar det i gaalvet med øss baae to. Je kom saa avskaftelig tel, saa je vart liggand under, før hu Marte fek dreisen paa mig; men da vart je sint; je er da mæind'; og saa fek je lirket saa længi tel je fek fat ti stortaa-a paa a og braut hali aav a, saa a skrek og bar sig som ei ku; og da ga a sig. Det faar da vara maate paa; je er da mæind'! Naa gaar a og hinke med en stok og seje ingen ting.
    Hvis det er dette, presten har hørt, saa er det da itno aa tala om; før helles saa leve' a Marte og je som to katonger.